20 august 2019

Erhvervspark udvider med innovationshus: Får plads til 200 ansatte

Dandy Business Park har hentet de nødvendige antal lejere til at opføre innovationshuset om kunstig intelligens og digitalisering. Erhvervshuset får plads til 200 ansatte og står færdigt i udgangen af 2020.

Nørremarken: Der står allerede seks erhvervshuse, og nu skyder det syvende hus op i Dandy Business Park på Lysholt Allé 10. Bygningen får navnet AI Innovation House og åbner i udgangen af 2020. Huset bliver på 5000 kvadratmeter og kan rumme 200 medarbejdere.

Husets formål er at bringe viden om digitalisering og kunstig intelligens i øjenhøjde, og det er tænkt ind i byggeriet, fortæller Jørgen Andersen, direktør i Dandy Business Park, i en pressemeddelelse.

– Med AI Innovation House ønsker vi at skabe et digitalt vækstmiljø, der bygger bro mellem mennesker og kunstig intelligens. Huset bliver et state-of-the-art byggeri med helt unikke faciliteter som f.eks. live-labs, fremtidens mødelokaler, Smart U (fjernundervisning), Collaborations Labs, Blue Box innovationslokale samt en stor 3D-konferencesal med projektering i 360 grader og plads til 150 mennesker. I huset udstilles de nyeste AI-teknologier live, og stueetagen vil være åben for alle, siger Jørgen Andersen.

Aktionærerne bag er Insero, Casa samt Bagger-Sørensen Invest, som allerede står bag tre huse i Dandy Business Park.

De flytter ind

Ifølge Dandy Business Park har interessen været stor for at få plads i AI Innovation House, og 68 procent er allerede udlejet. Målet var, at 60 procent af lejekontrakterne skulle være i hus, før byggeriet kunne gå i gang.

Det er bl.a. virksomhederne IBM/Pedab, SAS Institute, 2021.AI, MB Solutions, Dialog Data, WorkLiveStay, Mediegruppen, Vejle Kommune, Next Dimension, Sweet Geeks, BZimple, Millers, MIQ, Cybernetic, University College Lillebælt, Syddansk Universitet og Solitworks, som rykker ind.

Første spadestik tages torsdag 29. august klokken 15.45, og det sker i forbindelse med, at parken holder Innovationsfestival.

Ved spadestikket vil være taler af Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss, Kim Søgård Kristensen, direktør i Insero og bestyrelsesformand for Green Tech Group, Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune, og Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri.

Kilde: vafo.dk

Dandy Business Park

  • Dandy Business Park på Lysholt Alle i Vejle Nord rummer i dag seks huse
  • Det første, Advice House, blev opført i 2012, og har primært rådgivningsvirksomheder, revisionsfirmaer og banker som lejere
  • I 2014 kom Green Tech Center, hvis lejere arbejder med grøn teknologi
  • Næste bygning var Resilience House, hvor fokus også er på grøn teknologi
  • Green Tech Lab, der bl.a. har værkstedsfaciliteter for de grønne virksomheder, blev det fjerde hus, der skød op i parken
  • I juni 2018 åbnede Food Innovation House, hvor lejerne er fødevarevirksomheder
  • I oktober åbnede Business House, der har bl.a. Xella Danmark A/S og Gumlink Confectionary Company A/S som lejere
  • AI Innovation House bliver det syvende hus i parken. Aktionærerne bag er Insero, Casa og Bagger-Sørensen Invest, som allerede står bag tre huse i Dandy Business Park
  • Dandy Business Park rummer cirka 150 virksomheder og 750 medarbejdere