30 april 2020

IT-Branchen og AI Innovation House indgår samarbejde

Vidensdelingen på tværs af virksomheder, myndigheder og forskning skaber de bedste vilkår for innovation, vækst og jobskabelse. Derfor indgår IT-Branchen nu i et nyt stærkt regionalt samarbejde.

 

Kilde: https://itb.dk/medlemstilbud/it-branchen-og-ai-innovation-house-indgaar-samarbejde/

AI Innovation House i Vejle bliver et fyrtårn inden for kunstig intelligens, og har som formål at bringe viden om digitalisering og kunstig intelligens i øjenhøjde og omsætte denne til konkrete løsninger, som kan bidrage til vækst for danske virksomheder.

En ambition der passer lige ind i IT-Branchens mål med at udbrede teknologien i det lokale erhvervsliv.

”Vi får først rigtigt værdi af teknologiens mange muligheder, når den bliver forankret i den enkelte virksomhed. Samarbejdet med regionale fyrtårne som AI Innovation House er derfor vigtig, da det er med til at sikre, at vores medlemmer og det lokale erhvervsliv knyttes tættere sammen,” siger Lotte Arentoft, der regionschef for Jylland i IT-Branchen.

”IT-Branchen og AI Innovation Houses mål er at øge dialogen og den digitale sparring mellem det kommunale, uddannelsesinstitutionerne, det private erhvervsliv og it-leverandørerne. På den måde kan vi samarbejde om at sikre digital inspiration og et tættere samarbejde mellem partnerne, og skabe de bedst mulige lokale vækstmuligheder for alle,” supplerer Ulla Bagger-Sørensen, COO i AI Innovation House.

Og netop det lokale og regionale samarbejde står højt på agendaen i IT-Branchen.

”Det er vigtigt, at vi hele tiden skaber direkte værdi for vores medlemmer gennem lokale og regionale events, netværk og samarbejdspartnere. Det er nemlig det, der er med til at differentiere os fra de mere københavnercentrerede brancheorganisationer, og derfor også noget vi vil fokusere endnu mere på i fremtiden,” udtaler Lotte Arentoft.

Få glæde af samarbejdet allerede nu

Du kan få glæde af samarbejdet med IT-Branchen allerede nu.
Du kan f.eks. tilmelde dig vores fælles Inspirationsdag om brug af data i kommunernes arbejde – den 6. oktober 2020.