Når vi bygger et hus i DANDY Business Park, er det altid vigtigt for os at holde et festligt rejsegilde – dels for at alle husets lejere får mulighed for at gå rundt og fornemme husets stemning – og dels for at takke alle håndværkere for det gode arbejde, som det sig hør og bør. Men så kom Covid-19 og forpurrede alle vores planer.
Derfor loggede gæsterne i stedet på Microsoft Teams i dag for at deltage i et virtuelt rejsegilde. Fordi, hvis ikke AI Innovation House skulle holde virtuelt rejsegilde, hvem skulle så? Jørgen Andersen, CEO i DANDY Business Park, Ulla Bagger-Sørensen, COO i AI Innovation House og Borgmester Jens-Ejner Christensen var på den virtuelle talerstol, før alle blev inviteret med på en rundvisning i det nye hus. Forud for festen havde alle modtaget lækkerier fra SMAGdansk i Vissingsgade i Vejle – så der afslutningsvis kunne skåles på behørig vis fra alle kantiner, mødelokaler, kontorer, skurvogne på byggepladsen og hvor end gæsterne befandt sig.
Vi forventer at afholde rigtigt rejsegilde den 23. september og at AI Innovation House er klar til indflytning 1. marts 2021.
Tusind tak til alle, der deltog i det håndholdte og noget anderledes arrangement. Er du nysgerrig efter at se hvordan byggeriet skrider frem, kan du få en rundvisning her.
PS. Rundvisningen på 14 minutter ligger på YouTube: Link