På de første 12 måneder er virksomheden vokset fra 14 til 19 medarbejdere. Selvom CogniTech er en ung virksomhed, er det et meget erfarent team, der beskæftiger sig med områder som Business Intelligence, Corporate Performance Management, AI, Business Analysis og data i stor stil.
Allerede i CogniTechs første leveår, har virksomheden opnået mere end de egentlig havde forventet. Som den eneste virksomhed herhjemme er de blevet IBM Guld Business Partner, de er blevet fremhævet på IBMs globale Think-konference i forbindelse med en innovativ kundecase, og så er Rikke Jacobsen, som den første dansker, blevet kåret til `Analytics Hero´.
“For os handler det i stor stil om data, og jeg tror ikke på, at der er noget data, der er ubrugeligt. For selv `ubrugelig data´ fortæller noget om virksomheden, som du kan lære af”, siger Rikke Jacobsen, CEO, CogniTech
CogniTech har valgt at fokusere på IBM som primær teknologipartner, og anvender derfor produkterne Cognos – og Planning Analytics. Med de værktøjer kan man gøre budgetlægningen smartere, og ved at bruge historiske data fra kundernes virksomhed kan man forudse, hvor meget man skal forvente på en specifik post i budgettet.
“I en løsning hos en kunde har vi integreret AI i budgetprocessen. Ved hjælpe af AI og Cognos er kunden gået fra en traditionel budgetproces, som involverede 70 ansatte i mange timer, til at lave en månedlig Rolling Forecast model, der involverer ni personer i et par timer hver måned”, udtaler Ole Møller Madsen, CSO, CogniTech
CogniTech ser store perspektiver i at bruge AI i forbindelse med alle deres løsninger. Det er i det lys, at konceptet i AI Innovation House, har fået dem til at flytte ind med en af deres afdelinger, når huset åbner.
“Vi glæder os meget til at samarbejde med hele huset og alle samarbejdspartnerne i og omkring AI Innovation House”, slutter Ole Møller Madsen.